Om rollen:
Ferengier er profitsøgende (specielt efter guldpresset latinum),
egoistiske og udspekulerede og Quark har alle disse egenskaber.
Han er ejer af det eneste forlystelsessted på rumstationen
Deep Space Nine, baren "Quarks", som ligger på promenadedækket.
Da rumstationen ligger lige ved et ormehul er der stor trafik til
dette verdensrums trafikknudepunkt og det giver en masse gæster
i baren. Dog er ikke alle gæsterne lige fine i kanten og Quark
holder sig ikke tilbage for at gøre noget ulovligt, hvis
det giver profit.
Samtidig er Quark også vidende om alt, hvad der sker på
rumstationen lige fra vareleverancer til forbryderes ankomst. Hele
tiden er Quark på vagt, for han er næsten konstant under
opsyn af sikkerhedschefen Odo,
der ikke kan lide Quark og hans lyssky forretninger.
I modsætning til så mange andre ferengier kan Quark
sagtens se skønhed i menneskelige kvinder, men ser også
skønhed i andre racers kvinder. Eksempelvis er hans ekskone
en klingon ved navn Grilka ("Looking for Par'mach in All the Wrong
Places" (101)). Quark har også en bror, Rom,
som han selv synes er tumpet, men nu mere er speciel og anderledes
tænkende, for hovedet fejler bestemt ikke noget. Rom og dennes
søn, Nog, arbejder i baren
for en ussel løn.
Om skuespilleren:
Som søn af emigranter vokser Armin Shimerman op i en mindre
bondeby i New Jersey. Han er 16 år gammel, da familien flytter
til Los Angeles og her får moderen ham ind i en dramagruppe
for at han derved kan møde nye mennesker.
Han gennemfører siden sit studie på University of
California i Los Angeles og søger efterfølgende ind
på Old Globe Theater i San Diego, hvor han her bliver udtaget
som én af 8 ud af 900 ansøgere.
Det bliver til ikke så få teateropsætninger
Armin Shimerman medvirker i. Først regionale opsætninger
men siden også prestigefyldte nationale på Broadway,
da han flytter til byen New York.
Men han flytter nu alligevel på et tidspunkt tilbage til
Los Angeles, hvor han begynder at gæsteoptræde i forskellige
TV-serier. Hans første medvirken i Star Trek-regi, sker i
TV-serien "Star Trek: The Next Generation", som han gæsteoptræder
i 4 gange. Første gang er som ferengien Letek i episoden
"The Last Outpost" (5), og samtidig er han også den første,
der spiller ferengi, da det er en ny figur, Gene Roddenberry har
opfundet til sit univers. Allerede i episoden "Haven" (11) vender
Armin Shimerman tilbage som en medgiftsboks, men den rolle bliver
han ikke krediteret for i rulleteksterne. Hen mod slutningen af
2. sæson spiller han den selviske DaiMon Bractor i episoden
"Peak Performance" (47) i 1989.
I januar 1993 starter TV-serien "Star Trek: Deep Space Nine"
og Armin Shimerman spiller ferengien Quark, som er én af hovedrollerne
i serien. Men det holder ham ikke tilbage for at gæsteoptræde
i "Star Trek: The Next Generation" en sidste gang. Det sker hen
mod slutningen af 7. sæson i episoden "Firstborn" (173), hvor
han giver den som Quark. Tidsmæssigt er det mod slutningen
af "Star Trek: Deep Space Nine"s 2. sæson.
Et halvt år efter midt under 3. sæson til "Star Trek:
Deep Space Nine" kan Armin Shimerman ses i den nystartede TV-serie
"Star Trek: Voyager" i dennes PILOT-episode "Caretaker" (1/2) som
Quark.
Rollen som Quark i "Star Trek: Deep Space Nine" er én af de populæreste,
og det forstås, da Armin Shimerman spiller den godt. Den 31.
maj 1999 sendes den halvandentime lange finaleepisode "What You
Leave Behind" (175/176). TV-serien har da kørt i de planlagte
7 sæsoner.
|