Historien om Star Trek : fra da til nu

1975 - 1991: Da "Star Trek" går til filmen, får Gene Roddenberry's science fiction-fænomen nyt liv.

Star Trek bliver lagt på hylden i nogle år, men Gene Roddenberry kæmper videre med at få sit Star Trek tilbage på TV-skærmen og der er nok af Star Trek-fans, der også gerne ser det ske. En skare der støt har vokset sig større og større gennem årene. De gamle episoder er stadigvæk gode, men det er jo altid rart med nye.

George Lucas, der selv er ret vild med Star Trek, er faktisk manden, der indirekte er skyld i, at Star Trek får fornyet liv. Gene Roddenberry og Paramount Pictures snakker i 1977 om at lave en fortsættelse på serien, som der faktisk bliver skrevet manuskripter til. Men det projekt bliver alligevel ikke til noget, for i så fald vil den populære figur, Spock, ikke være med, da skuespilleren, Leonard Nimoy, ikke ønsker at medvirke i endnu en TV-serie om Star Trek. Det hele bliver så fejet af bordet, for George Lucas kommer frem med sin Star Wars-film samme år med en gigantisk succes til følge. Og hvis 20th Century Fox kan satse stort på Science Fiction til biografen - så kan det lige så store selskab, Paramount Pictures, også. Star Trek skal op på det store lærred og det kommer den to år efter med premiere den 11. november 1979.

Allerede fra den første film er der lagt op til Special Effects i topklasse kyndigt udført af Douglas Trumbull, der skabte effekterne i filmen "2001: A Space Odyssey" (1968) af Stanley Kubrick efter Arthur C. Clarke's roman og Steven Spielberg’s "Nærkontakt af 3. grad" (1977) og John Dykstra som mester for nogle af "Star Wars"-effekterne. Som instruktør vælger Paramount den erfarne Robert Wise, der byder på en flot visuel film med store armbevægelser, hvor stemningen kommer mere til udtryk end replikkerne, men historisk set er en perle. Ikke mindst på grund af den meget brugte og kendte filmkomponist Jerry Goldsmith, der leverer stemning af højeste karat.

Filmen tager udgangspunkt 15 år efter TV-seriens afslutning. James T. Kirk er nu forfremmet til admiral, hvilket er en slags lænke for den ellers så sprælske og oplevelsessøgende, nysgerrige mand, der nu må nøjes med papirarbejde og inspektioner, som det helt store. Men da noget stort og mystisk nærmer sig Jorden, der destruerer de rumstationer og rumskibe den passerer, ser Kirk sit snit til at overtage kommandoen på sit USS Enterprise NCC-1701 og historien er dermed sat i gang.

Filmens første 30 minutter går mere eller mindre med en præsentation af Enterprise, der har været under renovation og det giver én en oplevelse af, at nu er Star Trek endelig tilbage - 10½ år efter den sidste episode af TV-serien "Star Trek" løb over skærmen i 1969.

Filmen giver skuespillerne mulighed for at udforske deres roller i højere grad end TV-serien formåede. De velkendte pastelfarvede uniformer fra TV-serien er nu blevet afløst af mere neutrale uniformer i afdæmpede farver ligesom kulisserne ikke skriger af kraftfulde farver, som de gjorde det i serien. Men det var jo ikke bare i serien "Star Trek", at der i 1960’ernes USA blev brugt kraftfulde farver. Det benyttede alle produktioner faktisk, fordi farvefjernsynet var en ny, fantastisk opfindelse og man dermed ikke kunne få farver nok.

Gene Roddenberry er chefproducer på filmen, akkurat som han var på TV-serien, og han kan dermed sørge for at filmen lever op til hans univers. Folk får endelig en ny tur med Enterprise og stadig med de samme elskede skuespillere: William Shatner er admiral James T. Kirk, Leonard Nimoy er kaptajn Spock, DeForest Kelly er doktor Leonard "Bones" McCoy, George Takei er rorgænger Hikaru Sulu, Walter Koenig er våbenofficer Pavel Chekov, Nichelle Nichols er kommunikationsofficer Nyota Uhura og James Doohan er maskinchef Montgomery Scott. Der er også en rolle til Gene’s egen kone, Majel Barrett, der ligesom i TV-serien spiller Christine Chapel, der nu er forfremmet til doktor.

Tre år efter kommer fortsættelsen, "Star Trek II: Khan’s hævn", og man har denne gang bedt instruktøren Nicholas Meyer om at instruere. Den første film var en stor økonomisk succes, men Paramount vil være helt sikker på ikke at brænde fingrene på en fortsættelse, så de lader budgettet køre på et absolut minimum. Billigere end den første men lige så god til trods for en lidt anden stil. Medens "Star Trek: The Motion Picture" er en visuel flot film er "Star Trek II: Khan’s hævn" mere en actionfilm, men dog også en film, der indeholder de helt store følelser bl.a. i henhold til livet, døden og det at miste.

Skal man holde budgettet i bund, mener man ikke, det er passende med Gene Roddenberry i chefproducerstolen, da han, som tidligere nævnt, ikke er særlig bøjelig. For ham er filmens realisme i form af effekter vigtigere end prisen, hvilket man jo ikke er interesseret i. Han bliver i stedet konsulent på produktionen og de næste tre film frem.

Selve historien byder på en gammel bekendt fra TV-serien - nemlig Khan, der dukkede op i episoden "Space Seed" (25) i første sæson. Khan’s fulde navn er Khan Noonien Singh og han herskede i perioden fra 1992 til 1996 over 25% af Jordens overflade. Han var en ud af mange supermennesker, der tog kontrollen med 40 lande på Jorden, skabt genetisk af den tids videnskabsmænd, for at stoppe de racehygiejniske krige. Disse mennesker var intelligente på så højt et niveau, så de faktisk var psykotiske og deres trang til grådigt at ville have mere magt, fik dem indbyrdes til at bekæmpe hinanden. Men han har, som den eneste, overlevet. For i "Space Seed" støder Enterprise på rumskibet SS Botany Bay i det 23. århundrede og rumskibet viser sig at indeholde en masse mennesker inklusiv diktatoren i nedfrosset tilstand. Men det ved kaptajn Kirk jo ikke. Ved et uheld startes optøningen af Khan, så man er nødt til at prøve på at redde ham og det kan kun ske ombord på Enterprise. For sent finder kaptajn Kirk og de andre ud af, hvem han er, og Khan får kontrol med rumskibet. Men episoden ender med, at Kirk sætter Khan af på planeten, Alpha Ceti V, sammen med den øvrige besætning fra SS Botany Bay samt en kvinde fra Enterprise, der er blevet forelsket i Khan, uden mulighed for at slippe væk.

Filmen tager sit udgangspunkt 15 år efter. I "Star Trek II: Khan’s hævn" møder admiral James T. Kirk atter den magtsyge Khan, der nu er ude efter hævn. I de mellemliggende år er planeten nemlig kommet ud af sin bane efter at naboplaneten er eksploderet og er blevet til en gold planet med konstante støvstorme og skylden tildeler han Kirk. Planetens ændrede bane bliver årsag til, at Pavel Chekov og kaptajnen på rumskibet USS Reliant, tror, at Alpha Ceti V er planeten Alpha Ceti VI og stråler ned for at undersøge den, da de har opfanget et svagt livstegn. Det skal nemlig undersøges nærmere, da planeten skal være helt rent for liv til det tophemmelige projekt, Føderationen har gang i. Projektet hedder Genesis og kan i løbet af relativ kort tid gøre en livløs planet frodig og grøn. Dette kaldes også for terraformning. Terra er latin og betyder Jord - altså jordlignende. Men det er Khan, der er nede på planeten og han ser nu sit snit til at få sin længe, ventede hævn.

Man behøver ikke at have set TV-episoden før man ser filmen, da filmen udfylder hullerne undervejs. Skuespilleren, Ricardo Montalban, har igen, ligesom i TV-serien, rollen som Khan. Kirstie Alley ("Sams Bar", "North and South" & "Love and War") er også med på rollelisten som vulcaneren Saavik, der ambitiøst prøver at nå til tops i Føderationens officersrækker. En stor fejl i filmen er, at Khan genkender Pavel Chekov. Men hvordan kan han det? Skuespilleren Walter Koenig, der spiller Chekov, kom nemlig først med fra 2. sæson af serien og episoden "Space Seed" hører til første sæson.

Det had, der kører mellem Kirk og Khan, er én af filmens drivkrafter, men desværre har William Shatner aldrig været den store skuespiller og specielt det med at få de rigtige følelser frem til rollen, formår han ikke. Resultatet bliver, at hadet kommer til at ligne en parodi.

En anden drivkraft i filmen er de mange rammende ord og sætninger om selve livet, som man kan fundere lidt over. Bl.a. siger Spock til Kirk: "Logic clearly dictates: The needs of the many outweigh the needs of the few or the one!" Livskloge ord strømmer nærmest ud af denne film, som absolut lever op til Gene Roddenberry’s visioner.

Paramount Pictures tror på, at "Star Trek II: Khan’s hævn" bliver en succes, så filmen slutter ikke med et punktum men snarere et komma, da Spock i filmens slutning dør i sit forsøg på at redde Enterprise. Den slutning kræver en 3'er og den kommer to år efter i 1984.

Med den tredie Star Trek-film "Star Trek III: Jagten på Spock" startes den tradition, at skuespillerne kan få lov til at instruere. Leonard Nimoy, der spiller Spock, er den første, der gør det. For effekterne står Industrial Light and Magic.

Historien: Admiral Kirk og hans trofaste besætning vender tilbage til Jorden fra deres sidste eventyr for blot at erfare, at Spock muligvis er i live. Før han trådte ind i det kraftigt bestrålede rum og døde som følge deraf, smeltede han sine tanker fast i doktor McCoy’s hjerne. Spock's far, ambassadør Sarek, beder Kirk om at bringe liget af Spock tilbage til Vulcan. Men da Enterprise efter Stjerneflådens mening er udtjent og at ingen må diskutere omend nærme sig planeten, er det en sværere opgave end som så. Løsning: Kirk og hans besætning kaprer Enterprise og flyver afsted på redningsmission.

Leonard Nimoy er først med i den sidste scene, men alt ender godt. Lige bortset fra, at Kirk bliver nødt til at sætte USS Enterprise NCC-1701 til selvdestruktion for at bekæmpe nogle skurkagtige klingoner. Det giver plads til et nyt Enterprise, men ikke lige med det samme.

For i 1986, da "Star Trek IV: Rejsen tilbage til Jorden" får premiere, starter handlingen med, at admiral Kirk og hans trofaste besætning er på vej tilbage til Jorden i deres kaprede, klingonske krigsfugl for at tage deres straf. Men næsten fremme stoppes de af et nødråb fra Jorden om ikke at nærme sig, da den sonde, der dræner Jorden for energi, også vil fratage dem deres. Spock finder snart ud af, at det er pukkelhvaler, sonden leder efter, men får ikke noget svar, da dyrene forlængst er uddøde på Jorden. Kirk, Spock, McCoy, Sulu, Chekov, Scotty og Uhura rejser tilbage tilbage til Jorden år 1987, for at hente to pukkelhvaler tilbage til det 23. århundrede. Den anden sidste scene i filmen byder på en retssag, der degraderer alle besætningsmedlemmerne for deres mange lovovertrædelser. Således har James T. Kirk atter rang som kaptajn. Han får herefter tildelt et splinternyt rumskib: USS Enterprise NCC-1701-A.

Det, der holder denne film oppe, er den tydelige forskel, man oplever mellem det 20. århundredes mennesker og admiral Kirk’s besætning fra det 23. århundrede. Leonard Nimoy har også instrueret denne fjerde film men har også stået for historien sammen med filmens producer, Harve Bennett.

Tre år efter kommer "Star Trek V: The Final Frontier", hvor kaptajn Kirk bliver sendt afsted til fængselsplaneten Nimbus III i et ikke færdiglavet Enterprise. På planeten har fangerne gjort oprør og Kirk forsøger forgæves at redde fangevogterne. Det ender med, at forbryderne kaprer Enterprise og sætter kursen mod en ukendt del af vor galakse.

Filmen er denne gang instrueret af William Shatner og han har også været med til at skrive historien sammen med David Loughery og producer Harve Bennett. Filmen er ikke noget mesterværk, men indeholder dog de grundelementer, som skal være i en Star Trek-film.

I 1990 flytter Gene Roddenberry og Majel Barrett til Bel Air-bydelen i Los Angeles i et hus, hvor der har boet mange, amerikanske berømtheder, siden det blev bygget i 1930’erne. Her i dette hus forværres Gene Roddenberry’s helbred langsomt og Majel våger mange gange over ham om natten.

Den 24. oktober 1991 dør Gene Roddenberry, 70 år gammel. Han efterlader sin kone Majel Barrett, deres fælles søn Eugene Wesley Roddenberry, Jr. på 17 år og de to voksne døtre, Darlene og Dawn (Dawn dør i 1995), fra sit første ægteskab med Eileen Rexroat.

Men Majel Barrett får ikke fred til at komme sig over sorgen, da Eileen Rexroat bestrider Gene Roddenberry’s testamente. Hun vil have kontrol med alt, lige fra ejendom til indkomst, og det til trods for sin pæne skilsmisseordning, der giver hende halvdelen af, hvad "Star Trek" (den originale serie) kaster af sig. Majel og hendes advokater gør alt for, at Gene’s vilje opfyldes og vinder over den første kones griskhed. En sag, der kører de næste fem år frem og i mellemtiden kan Majel Barrett ikke røre pengene fra deres fælles formue. Derfor er det Majel Barrett’s optrædender, hun og sønnen Eugene Roddenberry, Jr. lever af.

Et år efter Gene Roddenberry’s død i oktober 1992 bliver en beholder indeholdende hans aske sendt til Houston, hvor den svøbt i det amerikanske flag bliver bragt ombord på rumfærgen Columbia under varetagelse af astronauten Jim Weatherbee. Dermed opnår Gene Roddenberry at komme ud i rummet i virkeligheden. Han oplevede det ikke selv, men han ville have elsket det.

Majel Barrett har siden sagt om sin afdøde mand:

"In his own view of himself, Gene was a storyteller. He had a story for all occasions and as self-effacing as he was, it wasn't uncommon for him to create a convenient story to dramatize some aspect of his life or career to divert attention away from his innate shyness... Gene was a complex man with a penchant for life, for love, and mostly for humanity, but a man who needed to be loved in return."
marts 1994

Gene Roddenberry dør i oktober, men allerede en måned efter mindes han i TV-serien "Star Trek: The Next Generation" i dobbeltepisoden "Unification" (107/108). Men også i filmen "Star Trek VI: The Undiscovered Country" minder Paramount ham. Filmen får premiere den 6. december 1991.

Historien: Da klingonernes kernekraftværk på den klingonske måne Praxis eksploderer, øjner Føderationen en chance for at slutte fred med det klingonske imperium. Kaptajn James T. Kirk bliver beordret til at være eskorte for fredsmissionen og skal mødes med klingonerne. Pludselig skyder USS Enterprise NCC-1701-A på den klingonske krigsfugl og to mænd i rumdragter stråler sig over og dræber lederen af Det højeste Råd. Kaptajn Kirk og doktor McCoy bliver uberettiget anklaget for mordet...

Filmen hører til blandt de bedste med en historie, der klart refererer til afslutningen på den kolde krig. Det er selvfølgelig ikke en film for de fans, der forventer kaptajn Kirk i en hel masse scener ombord på Enterprise. Men man ser hans kamp for at overbevise sin og McCoy’s uskyld - en uskyld, som heldigvis hans gode ven Spock har sat sig for at bevise.

I forbindelse med premieren på "Star Trek VI: The Undiscovered Country" i 1991 siger doktor McCoy-skuespilleren, DeForest Kelley, følgende:

"The one thing I always dread about critics’ reviews of the Star Trek movies is they first review us. We’ve heard it a hundred times, that Bill’s getting fat and I’m looking like death."

Altså, at journalisterne ikke anmeldte filmen som film, men anmeldte skuespillerne med hentydning til, at de er for gamle til at spille deres roller. På det tidspunkt er DeForest selv 71 år, William Shatner og Leonard Nimoy 60.

Med Gene Roddenberry’s død er det som om, der går en kamp igang om tabte egoer. Siden 1987 har TV-serien "Star Trek: The Next Generation" med kanonsucces kørt i USA og andre lande, så de gamle skuespillere er ligesom kanaliseret ud af ræset til fordel for yngre. Der bliver i tiden efter tale om verbal mudderkastning, som kun kan ende i bitterhed.

William Shatner (kaptajn James T. Kirk) har udgivet to bøger om sit liv med Star Trek. I dem kan man læse om en mand, hvis kreativitet overgår sine medspilleres. Det har resulteret i stor vrede blandt de gamle kolleger og fået George Takei (styrmand Hikaru Sulu), James Doohan (maskinchef Montgomery Scott) og Nichelle Nichols (kommunikationsofficer Nyota Uhura) til udgive egne erindringer, hvor de stempler William Shatner som en uhyre egocentriker.