Historien om Star Trek : fra da til nu

1987 - 1994: Med "Star Trek: The Next Generation" er Star Trek tilbage som TV-serie og mere populær end nogen sinde.

"Space, the Final Frontier. These are the Voyages of the Starship Enterprise. It's continuing Mission is to explore Strange New Worlds, to seek out New Life and New Civilizations; to boldy go where No One Has Gone Before."

Filmenes succes har gjort tydeligt indtryk hos cheferne på Paramount, der ser det som en god lejlighed til at sætte en ny Star Trek-produktion igang. Gene Roddenberry er dog selv lidt tilbageholden - dels husker han den dårlige behandling, Paramount gav ham i årene efter STAR TREK, dels husker han til stadighed tydeligt, hvordan NBC fik lov til konstant at blande sig og endte op med at stoppe hans originale STAR TREK dens popularitet til trods. Løsningen kommer med Paramounts forslag om, at den nye TV-serie skal sendes som syndikation, dvs. på et netværk af TV-stationer, der så tilsammen dækker USA. Det vil give Gene Roddenberry kreativ frihed i alle processer uden TV-chefers ret til at blande sig. Et andet enticement for at acceptere jobbet er positionen som Executive Producer (chefproducer) på serien, da han dermed undgår - som det var tilfældet med produktionen af STAR TREK i 1960'erne - at negilicerer sin familie, fordi han tilbragte alle de mange timer på sættet.

I 1986 er det 20 år siden "Star Trek" blev sendt første gang, og Paramount annoncerer planer om at producere en ny TV-serie.

Gene Roddenberry samler en masse mennesker, der iblandt en del fra det gamle hold, omkring sig og sammen begynder de at få idéer til den nye serie. Én af de første, der opstår, er, at lave TV-serien med de gamle figurer bare med unge skuespillere, men den idé bliver snart skrottet. For at kunne distancere sig fra "Star Trek" beslutter Gene Roddenberry sig i stedet for at introducere en ny besætning 98 år senere på den gamle TV-series kronologitidslinie. TV-serien døbes "Star Trek: The Next Generation"og lidet ved de, at dette bliver startskuddet til en kæmpe succes de næste 18 år.

Der er en del, der skal laves anderledes i den nye serie. Teknologien må næsten have eskaleret i de forgangne år, så der skal 'opfindes' nye fremskridt. Det første Enterprise i TV-serien "Star Trek", hed USS Enterprise NCC 1701, og da det blev ødelagt i filmen "Star Trek III: Jagten på Spock" og introducerede et nyt i slutningen af filmen, "Star Trek IV: The Voyage Home", blev det kaldt for USS Enterprise NCC 1701-A. Man er nu de 98 år efter nået til det 5. rumskib USS Enterprise NCC 1701-D med plads til 1000 mennesker og som er ca. 8 gange større end det oprindelige, hvor teknologien har haft sin fremmarch. Således er der nu en replikator, der kan lave alt, lige fra mad og drikke til musikinstrumenter, bare den er programmeret med de nødvendige oplysninger om tingenes molekylære opbygning. En sjov ting at bemærke ved replikatoren er, at hvis man f.eks. skal have sig et glas vand, skal man angive temperaturen i celcius - og ikke i fahrenheit, som man måske skulle tro, da det jo er den måleenhed, man bruger i USA. Men med det fremtidsunivers, hvor alle er forenet som en stor klode, har man åbenbart skønnet, at det er celcius, der skal være den fælles måleenhed.

Man introducerer holodækket, hvor man kan skabe sig en virkelig verden f.eks. ud fra en roman eller helt fra egen fantasi, blot computeren er blevet programmeret. Og hvis man ikke lige ved det, kan man ikke se forskel på det og virkeligheden.

Man beslutter også, at der skal være familier ombord på USS Enterprise NCC-1701-D, da det vil virke ulogisk, at være væk fra familien i flere måneder af gangen. Et slags Noah's ark.

Der er i denne serie endnu flere blandede folkeslag ombord, ikke kun fra Jorden men også fra andre planeter. Således er kaptajn Jean-Luc Picard's skibsrådgiver, Deanna Troi, en betazed og Worf af racen klingon. I den originale serie var Føderationen i krig mod det klingonske imperium, men i denne fremtid er der sluttet fred imellem dem. Til gengæld er krigen mellem Føderationen og romulanerne blevet tilspidset. Det område, der ligger mellem Føderationen og den romulanske hjemmeverden, hedder "The Neutral Zone", som er oprettet ca. 100 år før den tidsperiode, den originale serie foregår i.

Besætningen i den nye serie er følgende: Kaptajn Jean-Luc Picard, førsteofficer William Thomas Riker, andenofficer Data (en androide), sikkerhedschef Natasha Yar (dør i første sæson i episoden "Skin of Evil" (23)), taktisk officer Worf (en klingon. Da Natasha Yar dør overtager han også jobbet som sikkerhedschef), cheflæge Beverly Crusher, skibsrådgiver Deanna Troi (en betazed) og fændrik Wesley Crusher (søn af Beverly Crusher). Fornavnet til rollen Wesley Crusher er faktisk Gene Roddenberry's mellemnavn og det er der en grund til. Med skabelsen af Wesley Crusher gør Gene Roddenberry rollen til alt det, han selv ønskede at være som barn.

De medvirkende skuespillere i den 1. sæson af "Star Trek: The Next Generation".

Det er ikke de samme ting og overvejelser, der optager folk i 1980'erne som i 1960'erne og det skal også denne gang afspejles i historierne. Hvor hovedpersonerne i "Star Trek" ikke udviklede sig specielt i forhold til hinanden, skal det være tilfældet i "Star Trek: The Next Generation" for på den måde at virke naturlige.

I et af sine mange breve til vennen Janet Quarton i Skotland, skriver Gene Roddenberry:

"I am an independent artist to whom Paramount has laid down the challenge of a lifetime. They very carefully made it clear 'No one thinks it can be done again.' Could you turn your back on that? I certainly can't. I've never begun a morning's work without wondering if I'd win or lose artistically on that particular day - I know of no other way to work or attitude to have."

Allerede til pilotepisoden "Encounter at Farpoint" opfinder Gene Roddenberry figuren Q, hvor Q'et er det første bogstav i vennen Janet Quarton's efternavn. Q er en figur seerne tager til sig i sådan en grad, at det ikke bliver sidste gang, man møder ham i serien. Q er en del af Q Continium, som er en slags overvæsener, der kan gøre sig til et hvilket som helst væsen eller ting, de ønsker at være. De kan også rejse fra den ene ende af universet til den anden i løbet af et splitsekund. Denne Q udfordrer kaptajn Jean-Luc Picard, først i pilotepisoden "Encounter at Farpoint" og siden gang på gang, til at bevise, at mennesker ikke er barbariske og selvudslettende. Det er, som om Q på en eller anden måde vil have Picard ned med nakken.

Historierne i "Star Trek: The Next Generation" er spækket med kvalitet og er nok én af seriens vigtigste drivkrafter. Men ikke alle episoderne er nye historier. En del af dem er genbrug fra den Star Trek-serie, man i slutningen af 1970'erne havde planer om at lave som fortsættelse til "Star Trek", men som aldrig blev til noget, bl.a. fordi Spock-skuespilleren, Leonard Nimoy, ikke ville være med i endnu en Star Trek-TV-serie. Man tilpasser selvfølgelig manuskripterne til figurerne i "Star Trek: The Next Generation".

For at serien skal virke så realistisk som muligt, med det man får at vide om fysiske love, kemi og naturvidenskabelige fænomener, er der tilknyttet videnskabelige konsulenter til serien, som hele tiden holder øje med, om det stemmer overens med virkeligheden. Derfor sker det da også ofte, at manuskriptforfatterne skriver om noget, som slet ikke harmonerer med virkeligheden og eksperterne træder så til med deres ekspertise. Ofte, når optagelserne er igang.

Flot visuelt i "Star Trek: The Next Generation" er glaspanelerne, som man betjener computerne med. De er overalt ombord på Enterprise og glas har jo som bekendt den kedelige egenskab at genspejle ting. Derfor skal der en del tid og planlægning til for ikke at kameraerne og projektørerne spejler sig. De skal jo ikke så gerne med på optagelserne, så mange gange skal man tage scenerne om op til flere gange, inden de er i kassen.

Der er i det hele taget både flottere effekter og kulisser, man har bygget op til "Star Trek: The Next Generation", end dem i den originale serie. Men det forklares let med nutidens teknologi og de penge, man i dag har til TV-serier i USA. Der er ikke sparet på noget og prisen for hver produceret episode koster ca. 1 million dollars. Ja, nogen gange mere.

De to første TV-serier blev sendt på NBC, men "Star Trek: The Next Generation" skal sendes som syndication. Dvs. at den bliver vist på forskellige amerikanske TV-stationer rundt omkring i USA i stedet for på én landsdækkende. Den 28. september 1987 har TV-serien premiere med den 1½ time lange PILOT-episode "Encounter at Farpoint". I en enkelt scene midt i episoden har man fået DeForest Kelley (doktor Leonard 'Bones' McCoy) fra "Star Trek" til at spille den nu forfremmede admiral Leonard 'Bones' McCoy, der giver USS Enterprise NCC-1701-D sin velsignelse.

Data viser admiral Leonard McCoy rundt på USS Enterprise NCC-1701-D i PILOT-episoden "Encounter at Farpoint".

Lige som det var tilfældet med rollen Christine Chapel i "Star Trek", har Gene Roddenberry også denne gang skabt en rolle til sin kone, Majel Barrett. I rollen som Lwaxana Troi, moderen til Deanna (Marina Sirtis), spiller Majel Barrett fremragende excentrisk. Og så er det endda en rolle, hun nyder at spille:

"When I played Lwaxana Troi, people said I'd done more for women over 40 than any movement in America."

Det er ikke en fast rolle i "Star Trek: The Next Generation" men en populær gæsterolle. Hun er dog alligevel mere eller mindre fast med på sættet, dog med en mere ubemærket rolle: Det er nemlig Majel Barrett's unikke stemme, man hører, når computeren taler.

I episoden "Datalore" (13) finder besætningen under et besøg på Datalore - planeten andenofficer Data blev skabt - Data's identiske bror Lore. Han er til forskel fra Data menneskelig, men desværre er han også selvhævdende tangerende til det sindssyge. De slipper af med ham, men han vender tilbage i fjerde sæson. Brent Spiner spiller Data og Lore i den episode og hans talent for at spille på mange tangenter som skuespiller, får historien til at fremstå som noget specielt.

Den 1. sæson modtages meget blandet af seerne og bærer da også præg af at tangere i retning af den originale serie med hensyn til stemningsmusikken og måden at fortælle historierne på. Det får også producerne til at tænke kritisk på seriens position blandt seerne, for pludselig kan de stå uden arbejde. Rick Berman er et navn, der er kendt, hvis man bare ved en smule om Star Trek, og han er manden, der står i lære hos Gene Roddenberry. Men han har også en vis indflydelse på produktionen.

Gates McFadden, som spiller cheflægen Beverly Crusher, får under indspilningerne af 1. sæson at vide af produceren og tekstforfatteren, Rick Berman, at hun ikke spiller sin rolle tilfredsstillende. Hun prøver naturligvis derfor at gøre sig ekstra umage, men lige lidt har det åbenbart hjulpet. Efter 1 års medvirken i "Star Trek: The Next Generation" får hun, på en pæn måde, at vide, at hun er fyret fra TV-serien på grund af manglende evne til at spille sin rolle og udvikle den i forhold til sine medspilleres.

En tydeligt skuffet Gates McFadden forlader Paramount's studier med en bekymring om, om hun måske har været for oprørsk. Først alene og siden sammen med sin medspiller, Marina Sirtis, (skibsrådgiver Deanna Troi), har hun foreslået at give kvinderne i TV-serien mere opmærksomhed. Men Rick Berman er ikke enig, tværtimod. Han er af den opfattelse, at det får seerne til at slukke. Hun opsøger herefter Gene Roddenberry privat, hvor han delvis giver Rick Berman ret med hensyn til hendes rolles udvikling. Han lover hende dog, at han vil gøre, hvad han kan, for at få hende tilbage i serien.

Allerede mindre en måned efter, bliver hun ringet op af Rick Berman, som beder hende om at vende tilbage til serien. Men i den mellemliggende tid, som før sin medvirken i "Star Trek: The Next Generation", er hun begyndt at spille teater i Los Angeles. Desuden har hun startet en dramaskole op, så da Rick Berman beder hende om at vende tilbage til serien, afviser hun tilbudet. Han giver dog ikke op og fortsætter med at ringe til hende, indtil hun efter 6 måneder endelig siger "ja". Men hun forlanger at få mere kontrol over sin ansættelseskontrakt med mindst 3 episoder pr. sæson, som skal kredse om hendes rolle som Beverly Crusher. Og så er hun ellers parat til at blive skrevet ind i historien igen med start i 3 sæson. Det skal dog også lige nævnes, at Paramount har modtaget masser af protestbreve, der forlanger Beverly Crusher tilbage i serien.

Medens Gates McFadden's rolle har været skrevet ud af seriens 2. sæson, har man introduceret en ny cheflæge, Katherine Pulaski, spillet af Diana Muldauer, der gæsteoptrådte to gange i den originale serie i 1960'erne. Men den rolle falder ikke i fansenes smag, så Katherine Pulaski ryger ud og Beverly Crusher er atter ombord på USS Enterprise NCC-1701-D.

Medens Gates McFadden ufrivilligt forlader "Star Trek: The Next Generation", gør Denise Crosby (sikkerhedschefen Natasha Yar) det selv. Hun har hele tiden ment, at hun kun fik rollen som Natasha Yar på grund af sit udseende, så for at de andre skuespillere bedre kan få defineret deres roller, vælger hun altså at lade sin figur dø i episoden "Skin of Evil" (23)). Worf bliver således den nye sikkerhedschef. Denise Crosby ses dog af og til, når hun gæsteoptræder i serien.

Da den 2. sæson starter op den 21. november 1988, er der sket store forandringer i forhold til den første sæson. Det store chok for seerne er naturligvis, at Beverly Crusher (spillet af Gates McFadden) er skrevet ud af serien og afløst af Katherine Pulaski (spillet af Diana Muldauer). Styrmanden Geordi La Forge ses nu som maskinchef og i denne 2. sæson introduceres baren Ten Forward, som bestyres af den mystiske Guinan (spillet af Whoopi Goldberg), hvis race kan leve i mange hundrede år. Guinan bliver taget vel imod af seerne og bliver hurtigt én af favoritterne. I hele den første sæson spiller den irske skuespiller Colm Meaney sikkerhedsmand, men fra den 2. sæson får han den navngivne rolle Miles Edward O'Brien, som er transporterchef ombord. Denne sæson ligner meget den første i stemningsbilleder, men distancerer den også med rollernes nye definitioner og bedre historier. Ikke fordi historierne i 1. sæson direkte er dårlige, men de lider nogen gange af, at det er en ny serie, der har noget at leve op til efter 1960'ernes "Star Trek".

I den 2. sæson er der sket store forandringer. Beverly Crusher er blevet udskiftet med Katherine Pulaski og Geordi La Forge forfremmet til maskinchef.

Gates McFadden vender tilbage med starten af 3. sæson i rollen som cheflæge Beverly Crusher, og Gene Roddenberry lader efterhånden Rick Berman tage sig af de daglige gøremål med seriens produktion, medens han selv træder tilbage i en mere vejledende rolle.

Traditionen med at lade skuespillerne instruere begyndte, da Leonard Nimoy gjorde det som den første med filmen "Star Trek III: Jagten på Spock" (1984) og efterfølgende med "Star Trek IV: Rejsen tilbage til Jorden" (1986). Men nu overføres traditionen også i TV-serie-regi og i 3. sæson (1989/1990) af "Star Trek: The Next Generation" er Jonathan Frakes (førsteofficer William T. Riker) den første skuespiller, der prøver det. Det sker med episoden "The Offspring" (64), som han instruerer så godt, at det ikke bliver sidste gang. Han er også den skuespiller, der i løbet af hele serien instruerer flest episoder, nemlig 8 i alt.

For hver sæson, der bliver produceret af "Star Trek: The Next Generation", desto mere populær bliver serien. Ja, selv de gamle fans af "Star Trek" må til sidst overgive sig til denne betydeligt bedre TV-serie. Heller ikke den amerikanske presse mener noget positivt om serien i starten, men efterhånden skifter også de mening.

1. sæson er en rimelig start, 2. sæson bedre og 3. sæson endnu bedre. Og så slutter sæsonen for første gang med en "Cliffhanger" (en dobbeltepisode, hvor anden del først kan ses ved begyndelsen af 4. sæson). Episoden hedder "The Best of Both Worlds" (74), hvor i besætningen ombord på Enterprise for anden gang (første gang var i "Q-Who" (42)) i TV-serien stifter bekendtskab med de kybernetiske rumvæsener, kaldet borg, halvt menneske, halvt maskine, som kun har én mission i livet: At gøre alle verdensrummets racer til halve maskiner styret af ét fællesskab. Episoden vinder ganske forståeligt en amerikansk TV-pris, og borg'erne er nu, mere end nogensinde før, de populæreste skurke i "Star Trek: The Next Generation".

I episoden "Brothers" (77) vender Lore - Data's bror, som første gang optrådte i episoden "Datalore" (13) - tilbage og for første gang ser vi deres skaber, doktor Noonien Soong. Alle tre roller bliver spillet af Brent Spiner, der atter viser sit talent for at udtrykke personligheder hos disse meget forskellige roller. Og han er totalt ukendelig i sin maskering som Noonien Soong.

Da man er nået halvvejs igennem 4. sæson, skrives Wil Wheaton's rolle som Wesley Crusher ud af serien, fordi figuren ikke længere fungerer blandt seerne. Manuskriptforfatterne har også gjort deres til, at figuren ikke er særlig vellidt, ved at gøre den til lidt af et geni med lige så megen viden som en uddannet ingeniør. Men at forlade "Star Trek: The Next Generation" er også noget den nu 18-årige skuespilleren selv ønsker. Han er nemlig træt af Hollywood's polerede facade og som han siden udtaler:

"...I realized that if I didn't get out when I was eighteen, Trek would become my entire career, rather than being just one chapter in it."

Wil Wheaton spiller for sidste gang Wesley Crusher i episoden "Final Mission" (83), men han gæster "Star Trek: The Next Generation" med sin rolle to gange i 5. sæson og to gange i 7. sæson.

Med den 4. sæson oplever man for første gang serien som unik og uden bånd til "Star Trek", hvad angår forventning. Den har udviklet sin egen stil og gør det på en sådan måde, at den opnår høje seertal. Det skyldes også de efterhånden utroligt spændende manuskripter og skuespillernes fortrolighed med deres egne roller. Seerne får med afslutningen af 4. sæson for anden gang en Cliffhanger med 1. del af episoden "Redemption" (100) og samtidig yderligere indblik i klingonen Worf's liv, som man har prøvet at belyse i denne sæson.

Jonathan Frakes har instrueret episoderne "Reunion" (81) og "The Drumhead" (95), medens Patrick Stewart (kaptajn Jean-Luc Picard) debuterer som instruktør med "In Theory" (99).

I september starter 5. sæson af "Star Trek: The Next Generation", men allerede en måned efter dør Gene Roddenberry pludselig efter lang tids sygdom den 24. oktober 1991 i en alder af 70 år. Det betyder, at seriens producer, Rick Berman, sammen med Michael Piller overtager den fulde styring af serien og i det hele taget resten af Star Trek-universet.

Allerede den 4. og 11. november mindes man smukt Gene Roddenberry i dobbeltepisoden "Unification" (107/108), hvor Leonard Nimoy gæsteoptræder som vulcaneren Spock, der nu i en meget høj alder - vulcanere kan blive flere hundrede år - ikke længere er officer i Føderationen men en højtagtet ambassadør for Vulcan. "Unification" er ikke bare en dedikation til Gene Roddenberry, men den er også, ved at bruge en skuespiller fra "Star Trek", et udtryk for samhørighed med "Star Trek" og fansene af denne. Samtidigt er det også for alvor lykkes at bane "Star Trek: The Next Generation" ind i kronologitidslinien i Star Trek-universet.

I 5. sæson introduceres bajoraneren Ro Laren, der bliver fændrik ombord på USS Enterprise NCC-1701-D og Wil Wheaton gæsteoptræder to gange i denne sæson i rollen som Wesley Crusher i episoderne "The Game" (106) og "The First Duty" (119).

Fjerde sidste episode i denne sæson hedder "I Borg" (123), hvor kaptajn Jean-Luc Picard får programmeret en tilfangetagen borg til at tænke selvstændigt i håb om, at den kan vende tilbage til sine egne og ødelægge strukturen i deres kollektiv. Guinan, hvis race blev udryddet af netop borg'erne, viser sit store had til disse kybernetiske væsener og ser ingen grund til at den skal have lov til at leve. Det gør ikke beslutningen lettere at tage, da Picard selv nærer et stort had til borg'erne, efter at han blev til én af dem under betegnelsen Locutos ("The Best of Both Worlds" (74)). Episoden får siden indflydelse på besætningen ombord på USS Enterprise NCC-1701-D i dobbeltepisoden "Descent" (152/153) mellem 6. og 7. sæson.

Episoden "Hero Worship" (111) er instrueret af Patrick Stewart og "Cause and Effect" (118) af Jonathan Frakes. Også 5. sæson slutter med en Cliffhanger, 1. del af episoden "Time's Arrow" (126).

Anden del af "Time's Arrow" (127) sætter gang i 6. sæson i september 1992 og endnu bedre historier venter at blive fortalt i takt med de stigende seertal.

Ligesom i sidste sæson gæster en af de gamle "Star Trek"-skuespillere serien: James Doohan, der spiller maskinchef Montgomery Scott i episoden "Relics" (130). Hans optræden i serien kan ikke, som det var tilfældet med Spock, forklares med, at han kan blive meget gammel, da han er et menneske. Men det løser man på den måde, at USS Enterprise NCC-1701-D finder vraget af USS Jenolan, som ikke har fået fuldført transportersekvensen. Den har stået stille i 75 år og besætningen stråler en pensioneret Montgomery Scott frem.

Også denne gang udnytter man den i Star Trek-sammenhænge velkendte rolle til yderligere at binde de gamle fans til "Star Trek: The Next Generation". Den gamle maskinchef kan ikke falde til i for ham en meget forandret fremtid og føler sig tilovers og uduelig. Det er med en sådan historie, at folkene bag "Star Trek: The Next Generation" vil fortælle, at generationskløften ikke er en negativ proces, men en naturlig ting i livet, der fortsætter i takt med menneskets udvikling. Fuldt ud i tråd med den vision, Gene Roddenberry havde med sit Star Trek.

Der bliver i denne sæson også et gensyn med doktor Noonien Soong, da Data for første gang oplever det at drømme. I drømmene optræder hans skaber, som det ses i episoden "Birthright" (142/143) (første gang Noonie Soong viser sig er i 4. sæsons episode "Brothers" (77)).

Halvvejs igennem 6. sæson forlader Colm Meaney (transporterchef Miles Edward O'Brien) serien til fordel for en hovedrolle i den nye TV-serie "Star Trek: Deep Space Nine", som lanceres i januar 1993.

I denne sæson instruerer Patrick Stewart episoden "A Fistful of Datas" (134) og Jonathan Frakes de to episoder "The Quality of Life" (135) og "The Chase" (146). LeVar Burton, der spiller maskinchef Geordi La Forge, debuterer som instruktør med "Second Chances" (150), hvori førsteofficer William Riker møder sin egen dobbeltgænger.

Sæsonen afsluttes med 1. del af den spændende dobbeltepisode "Descent" (152), hvori Data flygter med den borg, han har befriet fra USS Enterprise NCC-1701-D.

Anden del af "Descent" (153) fås med starten af 7. sæson, som er den sidste sæson af "Star Trek: The Next Generation". Og igen er der lagt op til et brag af velskrevne episoder, der afslører nye ting om hovedpersonerne og sender deres liv i en anden retning. F.eks. sker der noget uventet for Deanna Troi og Worf.

Wil Wheaton gæsteoptræder som Wesley Crusher i "Parallels" (163) og "Journey's End" (172), hvor Wesley i sidstnævnte episode sætter sit liv i fokus og tager en beslutning, der vil ændre hans liv fuldstændigt.

I denne sidste sæson instrueres hele 6 episoder af skuespillerne: "Phantasms" (158) og "Preemptive Strike" (176) af Patrick Stewart, "Attached" (160) og "Sub Rosa" (166) af Jonathan Frakes, LeVar Burton "The Pegasus" (164) og Gates McFadden debuterer med episoden "Genesis" (171).

Den 7. sæson skal afsluttes med manér og gør det elegant ved at slutte, som man begyndte. I pilotepisoden "Encounter at Farpoint" blev vi ikke bare introduceret for det nye USS Enterprise NCC-1701-D med dennes nye besætning, men også for supervæsenet Q. I finaleepisoden "All Good Things..." (177/178) veksler kaptajn Jean-Luc Picard ud og ind mellem fortid, nutid og fremtid, så han til sidst ikke ved, hvad der er virkelighed eller ikke, for alt virker lige virkeligt. Picard oplever således starten, hvor besætningen samles før og efter mødestedet på rumstationen Farpoint. John de Lancie optræder igen i sin populære rolle Q og Colm Meaney, der jo forlod serien i midten af 6. sæson, gæsteoptræder som unavngiven sikkerhedsmand, akkurat som han gjorde tilbage i 1. sæson. Der bliver også et gensyn med Denise Crosby i sin rolle som sikkerhedschefen Natasha Yar.

Da seriens sidste episode "All Good Things..." (177/178) den 23. maj 1994 sendes i USA har den 40 procent seere. "Star Trek: The Next Generation" er med sin 7. sæson ubetinget den mest sete TV-serie nogensinde af de serier, der vises samtidigt. Og man kan så spørge: Hvorfor stopper den, når nu det går så godt? Et rygte, sandsynligvis opstået på internettet, lyder, at årsagen er Patrick Stewart (kaptajn Jean-Luc Picard), da han med sine stjernenykker er blevet ulidelig blandt sine medspillere. Sandheden er, at man allerede lang tid før den sidste sæson beslutter at stoppe produktionen med den 7. sæson, medens folk stadig gider kigge med. Men en faktor er også, at jo mere populær en TV-serie bliver, kan man risikere, at skuespillerne forlanger mere i løn. Ud over en seermæssig succes har "Star Trek: The Next Generation" også været en guldgrube for Paramount, der har tjent 672 millioner dollars på serien.

Men selv om "Star Trek: The Next Generation" er stoppet, betyder det ikke et farvel til de velkendte figurer ombord på USS Enterprise NCC-1701-D, for Paramount vil overføre dem til Star Trek-filmene. Siden 1979 og frem til 1991 er der produceret 6 film med den gamle besætning fra "Star Trek"-TV-serien, men nu skal "Star Trek: The Next Generation"-besætningen være arvtagere af den tradition.

To år efter Gene Roddenberry's død i 1991, forsøger Majel Barrett sammen med Gates McFadden (doktor Beverly Crusher i TV-serien "Star Trek: The Next Generation") at få kontrollen med rettighederne over Gene Roddenberry's ubrugte idéer for derved at sikre hans visioner. Men det kan først lade sig gøre, når rettighederne udløber, for produceren Rick Berman, der siden Gene Roddenberry's død har overtaget hans univers, har i mellemtiden sikret, at de forbliver indenfor Paramount. Netop af den grund går hun ikke til Paramount med det manuskript, hun finder under en oprydning i sin mands papirer. Manuskriptet danner grundlaget til en TV-serie med arbejdstitlen "Battleground Earth", som han har udarbejdet i midten af 1970'erne. Den voksende interesse for Star Trek afføder filmen "Star Trek: The Motion Picture" i 1979 og idéen bliver sikkert af den grund aldrig realiseret. Men det gør den nu, for Majel Barrett tager sammen med produceren David Kirschner hen til produktionsselskabet Alliance-Atlantis Films and Tribune Entertainment, som køber idéen til syndication. Men Majel Barrett har stillet det krav, at hun skal være Executive Producer på serien for derved at sikre varetagelsen af Gene Roddenberry's visioner. TV-serien bliver døbt "Earth: Final Conflict", hvori Majel Barrett selv gæsteoptræder som doktor Julianne Belman.