Historien om Star Trek : fra da til nu

Med de gamle skuespilleres farvel fortsætter de nye filmrækken.

Da den 90 minutter lange episode "All Good Things..." (177/178) afslutter "Star Trek: The Next Generation"s 7. og sidste sæson den 23. maj 1994, er der ikke langt til et gensyn med de velkendte figurer, for allerede den 18. november samme år har den 7. film premiere. "Star Trek: Generations" skal være den glidende overgang mellem "Star Trek"-skuespillerne og deres afløsere "Star Trek: The Next Generation"-skuespillerne, men det går ikke helt som planlagt.

Efter Gene Roddenberry's død har der indfundet sig en strid de gamle "Star Trek"-skuespillere imellem, som der ikke synes at kunne findes en løsning på. Vreden hos James Doohan (maskinchef Montgomery Scott), George Takei (styrmand Hikaru Sulu) og Nichelle Nichols (kommunikationsofficer Nyota Uhura) bryder ud, da William Shatner (kaptajn James T. Kirk) omkring 1993 udgiver to selvbiografier, hvori han bl.a. overdriver sin egen kreativitet og indsats som Star Trek-skuespiller. Det får de førnævnte til at skrive hver sin selvbiografi, hvor de anklager William Shatner for at være en uhyre egocentriker. Paramount vil ellers gerne have alle de gamle skuespillere med, men det kan næppe lade sig gøre. William Shatner skal nemlig være med og derfor ønsker George Takei (Hikaru Sulu), DeForest Kelley (Leonard 'Bones' McCoy) og Leonard Nimoy (Spock) ikke at medvirke. Samtidig er de også utilfredse med de små roller, de bliver tilbudt i filmen. Leonard Nimoy bliver endda tilbudt at instruere, hvilket han ligeledes afviser, da han ikke kan få lov til at ændre i manuskriptet. Nichelle Nichols (Nyota Uhura) bliver aldrig spurgt.

Men hvem medvirker så af de gamle skuespillere? James Doohan (Montgomery Scott) kan lige overtales, men han ønsker ikke at tale til William Shatner privat. Desuden medvirker også Walter Koenig (Pavel Chekov) og med William Shatner i det regnestykke er hele tre "Star Trek"-skuespillere med i filmen "Star Trek: Generations".

Det 23. århundrede. De tre tidligere stjerneflådeofficerer, James Tiberius Kirk, Montgomery Scott og Pavel Chekov er æresgæster ombord på det splinternye rumskib USS Enterprise NCC-1701-B. Jomfrurejsen ændrer sig dog drastisk, da der lyder et nødråb fra to fartøjer fanget indeni et mystisk ernergibælte, kaldet "Nexus". I det farlige redningsforsøg bliver Kirk revet ud af rumskibet og forsvinder ud i rummet. Syv årtier senere redder kaptajn Jean-Luc Picard og hans besætning ombord på USS Enterprise NCC-1701-D elaurianeren, doktor Tolian Soran, der også i sin tid blev reddet af USS Enterprise NCC-1701-B. Kaptajn Jean-Luc Picard er uvidende om, at Soran har en dødsensfarlig plan, der vil forårsage døden for millioner af liv samt ødelæggelsen af Enterprise. Nu hviler Picards eneste håb for en fremtid indeni "Nexus"... og i hænderne på en legendarisk kaptajn fra fortiden.

Mellem optagelserne har de to skuespillere, Patrick Stewart og William Shatner, travlt med at modbevise det rygte, som har huseret, at de ikke kan udstå hinanden nærmest som rivaler.

Den af fans meget udskældte Rick Berman, der efter Gene Roddenberry's død overtager styringen af dennes Star Trek, som de mener han direkte ødelægger, har sammen med de to erfarne manuskriptforfattere, Ronald D. Moore og Brannon Braga, der har skrevet mange episoder til "Star Trek: The Next Generation", skrevet en historie, der elegant kanaliserer de gamle skuespillere ud af filmrækken til fordel for de yngre. Derfor er James Doohan og Walter Koenig også kun med i starten af filmen, så det er William Shatner i skikkelse af sin berømte rolle som James T. Kirk, der skal lave den store overgang fra gammel til ny generation. Filmen er god på mange måder, men først og fremmest spændende fortalt. Ved at lade de to legendariske kaptajner kæmpe side om side mod den fælles fjende Soran, har man sidestillet to Star Trek-kiggende generationers filmhelte. Dermed har man sikret, at nostalgiske fans ikke føler sig forbigået.

I filmen fortsætter man også Data's kamp om at blive menneskelig og det giver udslag i nogle ret underholdende og interessante scener, der klart refererer til TV-serien. Whoopi Goldberg, der spiller Guinan (ukrediteret, hun står ikke i rulleteksterne), er en vigtig hjælper for kaptajn Jean-Luc Picard.

David Carson, der før har instrueret episoder til "Star Trek: The Next Generation", debuterer som filminstruktør og det gør han faktisk rigtig godt. Uden, at det skal lyde som noget negativt, snarere tvært imod, er filmen som en episode i "Star Trek: The Next Generation", blot længere. Filmen er produceret af Rick Berman.

Det er med vilje, at man denne gang ikke har givet filmen noget nummer, for med en ny besætning til de kommende film med Enterprise, vil et nummer i rækken blot virke forvirrende og er i øvrigt irrelevant. Nu er det jo en helt ny besætning, der ses i filmene.

I "Star Trek: The Next Generation" var det Patrick Stewart (Picard) og Jonathan Frakes (Riker), der havde hovedrollerne og dermed havde deres navne til at stå først i præsentationen, hvorefter de resterende faste skuespillere på sættet stod alfabetiseret efter efternavnet. Nu, da TV-serien er overført til filmlærredet, er det stadig Patrick Stewart, der har hovedrollen, medens Brent Spiner (Data), der i "Star Trek: The Next Generation" stod allersidst, nu er blevet ny stor stjerne. Og det er takket være, at han i TV-serien var den mest populære skuespiller i rollen som androiden Data. Det giver en vis magt at have stjernestatus, så Patrick Stewart og Brent Spiner skal godkende manuskriptet, før det kan bruges og det sker første gang med den næste film.

I 1996 offentliggør Paramount, at de populære kybernetiske væsener borg, som blev skabt specielt til TV-serien "Star Trek: The Next Generation", skal være med i den næste film. Men det bliver ikke nemt at skrive historien, da den meget let kan blive betragtet som en filmversion af den populære dobbeltepisode "The Best of Both Worlds" (74/75). For at undgå dette lader forfatterne, som også denne gang er Rick Berman, Ronald D. Moore og Brannon Braga, slaget mod borg'erne i vores solsystem foregå i starten af filmen i stedet for mod slutningen, som det var tilfældet med dobbeltepisoden. Filmen får titlen "Star Trek: First Contact", hvor netop First Contact sjovt nok før er blevet brugt som titel til episode 89 i TV-serien.

Med deres forførende og sadistiske dronning i spidsen har borg'erne sat kurs mod Jorden for at absorbere menneskene og gøre dem til en del af borgkollektivet. Men deres plan bliver ødelagt af kaptajn Jean-Luc Picard i det splinternye USS Enterprise NCC-1701-E, så da borgkuben eksploderer, når en nødkapsel at undslippe. Den fortsætter tilbage i tiden drevet af en udspekuleret plan om at ændre historiens gang.

For at kunne tække flest mulige amerikanske seere, blev kulisserne i "Star Trek: The Next Generation" holdt i lyse farver og blev meget oplyst, for at den kunne gå for at være en familievenlig TV-serie. På film, hvor man ikke skal gøre reklamekunderne glade med høje seertal, kan man sagtens have mørke og dystre scenerier. Så med introduktionen af et nyt Enterprise (USS Enterprise NCC-1701-E), ser produceren Rick Berman sit snit til at fjerne sig markant fra TV-serien. Ud over, at det hele i filmen virker mørkt, måske set i forhold til det vante med de velkendte figurer i "Star Trek: The Next Generation", bliver man også overvældet af, at filmen nu har fået indlagt humor, der nærmest lurer i overfladen. Så på mange måder en anderledes Star Trek-film.

Denne gang er det skuespilleren Jonathan Frakes (førsteofficer William Riker), der har instrueret, og det gør han rigtig godt. At kunne spille én af hovedrollerne og samtidig være den, der instruerer, kræver sit talent og det besidder Jonathan Frakes. Han er i øvrigt også den skuespiller i "Star Trek: The Next Generation", der instruerede flest episoder, så han har også erfaring i den henseende. Filmen, der har premiere den 22. november 1996, er også denne gang produceret af Rick Berman.

"Star Trek: First Contact" er et rent hit hos publikum, der dermed har store forventningerne til den næste film. Derfor er man også ekstra omhyggelig med at skrive et velegnet manuskript til filmen, der både er spændende og samtidig holder sig til Gene Roddenberry's vision om Star Trek. Det bliver Rick Berman og Michael Piller, der skriver historien til den film, der får titlen "Star Trek: Insurrection". Og det er sandelig en film, der vækker begejstring hos publikum, der får en god historie med masser af action men stadig i Star Trek-regi. Handlingen er følgende:

Stjerneflådens hoveddirektiv har altid været ikke at gribe ind i den naturlige udvikling af andre civilisationer. Derfor nager det kaptajn Jean-Luc Picard at udføre ordrer, der går stik imod den bestemmelse. Hvis de 600 beboere på planeten Ba-ku evakueres, vil det efter forlydende være til gavn for millioner af mennesker, der kan udnytte planetens foryngelseskraft. Karrieren sættes på spil i kampen for at bevare Paradiset og den Føderation, hvis hoveddirektiv han altid har levet efter.

Igen er det Jonathan Frakes, der har instrueret, medens Patrick Stewart fungerer som medproducer.

Den næste film og den 10. i rækken får premiere i USA den 22. november 2002, og titlen bliver "Star Trek: Nemesis". Desværre må man også belave sig på, at det bliver den sidste film med "Star Trek: The Next Generation"-holdet, da Brent Spiner (Data), Patrick Stewart (Jean-Luc Picard) og Michael Dorn (Worf) har udtrykt ønske om at stoppe. Til gengæld er det et festfyrværkeri af de gamle kendinge, når Wil Wheaton, han har iøvrigt selv bedt om at medvirke, vender tilbage som Wesley Crusher og Whoopi Goldberg, der ikke sagde 'ja' lige med det samme, som den troværdige Guinan.

Filmen er kort og godt stemningsfuldt mættet af en favnende musik på de rigtige tidspunkter, filmen er dyster, så uhyggen kan brede sig, historien er utroligt velskrevet og skuespillerne er blændende i deres efterhånden på-rygraden-roller.
Filmen låner musikalsk stemningspræg og skuespilspræstation fra "Star Trek: The Motion Picture" (1979) og fra "Star Trek II: The Wrath of Khan" (1982) lånes action og ikke mindst den type replikker, der sidder lige i solar plexus. De replikker, der indeholder en dybere mening, som man kan filosofere videre over. Det er den slags oplevelser, der får en film som "Star Trek: Nemesis" til at gå op i en højere enhed. Det, du tænker på, også efter, at filmen er færdig. "Star Trek: Nemesis" er en konstant oplevelse. Dette er en film, der absolut lever op til, hvad skaberen, Gene Roddenberry (1921-1991), ville med Star Trek.

Lige fra første færd er spændingen til stede, og historien udfolder sig i takt med, at man gør publikum lidt klogere på de ting, der foregår. For der er noget under opsejling, og hvad, man måske ikke regner med, er, at Data, lige som Jean-Luc Picard, får en modpart. Dog af en lidt anden kaliber... Ja, nærmest en modsætning.