Om rollen:
Kaptajn Jean-Luc Picard, der er født i 2305, har sin første
kommando på rumskibet USS Stargazer NCC-2893, inden han får
kommandoen over det splinternye USS Enterprise NCC-1701-D. Han har
en storebror, Robert, der driver familiens vinslot på Jorden
i sit fædreland Frankrig i provinsen La Barre, medens han
selv ikke har haft tid til at få sig en familie pga. sin karriere
i Stjerneflåden.
Fordi han ikke selv har et barn, holder Jean-Luc Picard af broderens
søn, René, som var det hans egen. Picard får et kunstigt
hjerte indsat, efter at hans rigtige bliver gennemboret i en slåskamp.
I episoden "Samaritan Snare" (43) hører vi om hans kunstige
hjerte, da han skal gennemgå en operation. I episoden "Tapestry"
(141) får vi historien om, hvordan, det skete. Som ung kommer
Jean-Luc Picard tit i klammeri, men ganske anderledes er han som
voksen.
Han er en meget privat mand, ikke bare i sin egenskab som kaptajn
men som person. Han betror sig kun til skibsrådgiver Deanna
Troi, bartenderen for Ten Forward, Guinan,
og cheflæge Beverly Crusher.
Sidstnævnte kender han rigtig godt, da hendes mand, Jack R.
Crusher, var en god ven af Picard. Jack R. Crusher døde i
tjeneste og Jean-Luc Picard var den, der meddelte hende og sønnen
Wesley om det skete. Beverly og Jean-Luc
drikker tit morgenkaffe sammen.
Jean-Luc Picard føler sig ikke tryg omkring børn
og undgår dem helst og han nærmest frygter Deanna's
mor, ambassadøren for Betazed, Lwaxana
Troi, da hun finder ham uimodståelig.
Han er irriteret over Q, der
hele tiden vil have ham til at bevise menneskeheden værdig
til at eksistere. Til borg'erne nærer Jean-Luc Picard et stort
had, da de absorberede ham i deres kollektiv som Locutos i dobbeltepisoden
"The Best of Both Worlds" (74/75). Det had kommer klart til udtryk
i filmen Star Trek: First Contact.
Samtidig med den følelse har han bittert fortrudt, at han
slap en borg løs, efter mod dens natur at have gjort den
til et selvstændigt, tænkende individ ("I Borg" (123)).
Moralsk stillet for den beslutning, han da tog, er et dilemma, der
opstår, da han i sin position som kaptajn på et stjerneklasserumskib
står mellem Føderationens moralske krav og Stjerneflådens
forventning om nedkæmpelse af fjenden. Beslutningen får
nemlig betydning for det borg-kollektiv, borg'en vender tilbage
til og hvis resultat viser sig, da Data bliver bortført ("Descent"
(152/153)).
Privat har han mange interesser: Han spiller gerne på sin
fløjte, elsker at lytte til klassisk musik, er en ivrig amatørarkæolog
og holder meget af detektiven Dixon Hill - en romanfigur fra 1930'erne
- hvis kapitler han udspiller på holodækket - naturligvis
i rollen som Dixon Hill. I sit kvarter har han også en hestesadel
i det tilfælde, at han kommer ud at ride. Hans yndlingsdrik
er teen Earl Grey.
Om skuespilleren:
Patrick Stewart er født i Mirfield, Yorkshire i England.
Før sin verdensberømmelse spiller han som ganske ukendt
skuespiller med i forskellige opsætninger af Shakespeare’s
stykker på London’s teatre. I en årrække er han
også medlem af The Royal Shakespeare Company.
Først, da han får rollen som kaptajn Jean-Luc Picard
i "Star Trek: The Next Generation", begynder han at få tilbudt
roller i film og TV-serier. Dog har det ikke været store fremtrædende
roller men snarere bemærkelsesværdige biroller, som
eksempelvis i Mel Brooks-filmen "Robin Hood: Men in Tights", hvor
Patrick Stewart spiller rollen som kong Richard i slutscenen. Men
Patrick Stewart er en dygtig skuespiller, som det tydeligt ses,
når han eksempelvis viser kaptajn Jean-Luc Picard's had til
borg'erne i "Star Trek: The Next Generation" eller da han bliver
tortureret under en cardassiansk afhøring i episoden "Chain
of Command" (136/137). Han giver sin rolle en karakter af styrke
og indfølelse til omverdenen, som gør figuren populær
hos seerne. Ud over sin rolle som kaptajn Jean-Luc Picard har han
også en enkelt gang spillet en birolle i episoden "The Defector"
(58).
Ud over skuespillet viser Patrick Stewart også et talent
som instruktør og instruerer totalt 5 episoder, hvis titler
kan ses længere nede på siden.
I midten af 6. sæson, halvandet år før "Star
Trek: The Next Generation" som planlagt skal stoppe, gæsteoptræder
Patrick Stewart i PILOT-episoden "Emissary" (1/2) til den nye TV-serie,
"Star Trek: Deep Space Nine". Heri tager kaptajn Jean-Luc Picard
afsked med Miles Edward O'Brien, som
nu skal arbejde ombord på rumstationen Deep Space Nine.
"Star Trek: The Next Generation" produceres i 7 sæsoner
fra 1987 til 1994, og herefter fortsætter Patrick Stewart
sin rolle som kaptajn Jean-Luc Picard fra og med filmen "Star Trek:
Generations" med premiere den 18. november 1994.
Også Patrick Stewart's søn, Daniel, har en enkelt
gang medvirket i "Star Trek: The Next Generation", hvor han spiller
sønnen til den person, kaptajn Jean-Luc Picard tror, han
er, i episoden "The Inner Light" (125).
|